Danish Orthography: Silent Letters In 'mand'.pdf

Det sidste bogstav i ordet "mand" er uoprin-deligt, det har aldrig været udtalt. I dansk er der ikke et ligefremt forhold mellem udtale og de rette skrivemåder. Ordet "mand" skrives med en d, selv om vokalen i standarddansk snarere udtales som en å-lyd og den sidste konsonant snarere som en d-lyd.

I gammeldansk blev ordet "mand" skrevet m-a-n, uden nogen d. Der var ikke noget d i udtalen eller i skriften. I moderne dansk angiver det stumme d efter n (og l) at der er stød på n'et i ord som hund, hånd, land, (Øre)sund, kind, mund, tand og i mand. Men det er kun i de fire første af disse ord at der engang har været en d-udtale; i de efterfølgende ord inkl. mand er d'et uoprindeligt og afspejler ikke en gammel udtale med d.

Det vides ikke nøjagtigt hvornår dansk udviklede stød. Ifølge fonetikeren Hans Basbøll findes der en svensk beskrivelse af dansk udtale fra slutningen af 1500-tallet, hvor man får at vide at det særlige ved os danskere er at vi vender ordene et par ekstra gange i struben og så først derpå klemmer dem ud - som om vi hoster. Måske er det en beskrivelse af stødet. Udviklingen må altså have fundet sted tidligere end det, men hvor meget tidligere, vides ikke.